Julemærkeskolen Kildemose søger en lærer
Eleverne og det pædagogiske
Eleverne bringer typisk en kombination af sociale og emotionelle udfordringer med sig, helt konkret oplever de, at de hverken trives eller lykkes med noget særligt i skolen. Den vigtigste opgave er derfor, at de voksne har et ressourcesyn frem for et mangelsyn. Vores opgave er at skabe en fornyet tro og lyst i barnet til at kunne lykkes i skolen. Læring og trivsel går hånd i hånd, og dette udviser du stor forståelse for i den professionelle relation med det enkelte barn.
Hverdagen på Kildemose
På Julemærkehjemmet Kildemose er der plads til 24 børn i alderen 7-14 år og et ophold på julemærkehjem varer 10 uger. Vi hjælper børn i mistrivsel, der kommer med udtryk som ensomhed, social isolation, lavt selvværd og mobning, og målet for opholdet er en forbedring af børnenes mentale og fysiske sundhed.
Selve skolen er helt ny, bygget i 2018 som en donation til stedet. De øvrige både indendørs og udendørs faciliteter ligger i grønne omgivelser med bl.a. egen badebro ned til Roskilde Fjord, en multihal og padel-tennis-bane.
Du har et fast hold på 12 elever, 6 i klassen ad gangen, i 10 uger, og derefter indtager du en flyverfunktion i 5 uger, hvor din dagligdag består af en kombination af administrative opgaver og som tilstedeværende co-teacher.
Eleverne medbringer undervisningsmaterialer fra deres egen skole, og som den faste lærer på holdet er det væsentligt, at du underviser og støtter eleverne i både dansk, matematik, engelsk og gerne et fremmedsprog (tysk eller fransk).
Du skal altså synes det interessant at ”overtage” undervisningsforløb, som du er i stand til at forme til gavn for den enkelte elev.
Hvem er du?
Vi ser gerne, at du har erfaring som læsevejleder eller har kendskab til undervisning af elever med dysleksi eller andre læsevanskeligheder, har specialpædagogisk erfaring eller indsigt i undervisningsformer tilpasset børn med eksempelvis ADHD eller autismespektrum-forstyrrelser samt børn i manglende trivsel generelt. Du er fortrolig med konflikthåndtering og low arrousal-tilgang og har måske kendskab til neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er det faglige fundament på Julemærkehjemmet.
Kan du sige ja til følgende:
- Jeg glædes ved at se børnenes glæde ved at lykkes med både små og store ting.
- Jeg er nysgerrig og kvik til at sadle om, når noget ikke lykkes i undervisningen.
- Og lige så vigtigt – jeg ELSKER, at pauserne er med børnene og at aktiviteterne kan forvandle sig til en stikboldturnering, fordi det er lige præcis der, børnene er motiverede.
- Jeg ved, at læring og trivsel går hånd i hånd.
- Jeg er god til at skabe relationer og kan trives med at etablere relationer til nye elever hver 10.uge.
- Jeg værdsætter tæt teamsamarbejde i et lille team på tre og faste rammer for arbejdstiden.
- Jeg har erfaring med eller interesse for at undervise elever med læse- og skrivevanskeligheder.
- Jeg har kendskab til specialpædagogiske værktøjer og tilgange, som er rammesættende for undervisningen og hverdagen generelt.
Så vil vi meget gerne høre fra dig.
Dine kommende kollegaer
Du bliver en del af et mindre team bestående af 3 undervisere - du er den ene.
I skal være hinandens faglige sparring både på det skolefaglige, men også på det pædagogisk faglige. Det er vigtigt, at du har lyst til at byde ind i dagligdagen. Vi er et lille team, så samarbejdet er altafgørende.
Det praktiske omkring din nye ansættelse
- Du bliver tilknyttet Julemærkehjemmets interne skole og organisatorisk hører du under Ølsted Skole i Halsnæs Kommune.
- Ansøgningsfrist 31. maj 2026 kl. 12.00. Første samtaler vil foregå i uge 23.
- Stillingen er 37 timer/ugen og skoleåret varer 42 uger
- Ansættelsesstart: den 1. august 2026
- Kontaktperson Skoleleder Thomas Karlsen, Ølsted Skole, tlf. 21700265 eller Forstander Birgitte Dybkjær fra Julemærkehjemmet Kildemose tlf. 23107945.
- Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
- Ved tilbud om ansættelse tages referencer, og straffe-/børneattest indhentes.
- I Halsnæs Kommune er arbejdstiden røgfri.
Bliv en del af Halsnæs – et godt sted at arbejde og et godt sted at bo
Vi er en moderne og rummelig arbejdsplads med cirka 3.000 kollegaer, der hver dag gør sig umage for at levere velfærd og service af høj kvalitet. Vores værdier – redelighed, mulighed og helhed – er fundamentet for alt, vi gør.
Hos Halsnæs Kommune arbejder vi tæt på natur, hav og fjord – og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her får du ikke kun et spændende job, men også muligheden for at skabe et liv med ro, fællesskab og aktive oplevelser. Mange vælger at bosætte sig her for at få mere plads, nærhed til naturen og et stærkt lokalt sammenhold.
Vil du vide mere om, hvordan det er at arbejde i Halsnæs Kommune? Besøg vores hjemmeside eller vores LinkedIn-profil.
Vil du vide mere om, hvordan det er at bo og leve i Halsnæs? Besøg Flyt til Halsnæs og se, hvad området kan tilbyde dig og din familie.