Da vores gode kollega om lidt går på barsel, har vi fået muligheden for at søge en ny kollega til verdens bedste team Ergoterapien i Træning & Aktivitet Halsnæs Kommune.
Vi søger en ergoterapeut, som har lyst til at blive en del af en erfaren ergoterapi, hvor stærk faglighed, kreativitet, engagement, fleksibilitet, selvstændighed og et trygt arbejdsmiljø er i højsædet.
Dine primære opgaver bliver borgere, der har et genoptræningsbehov indenfor håndkirurgi og forløb med rehabilitering i Ældreloven. Alle ergoterapeuter løfter flere forskellige opgaver – vi hører gerne om dine ønsker, også selvom det ikke er indenfor håndkirurgi og hverdagsrehabilitering.
Alle ergoterapeuter er tilknyttet fagteams, hvor de løfter forskellige opgaver. I vores fagteams er der god mulighed for monofaglig sparring og vidensdeling med kolleger. Så du er aldrig alene om opgaverne.
Når du starter hos os, vil du blive tilknyttet en mentorordning som en del af vores intro og onboardingprogram. Programmet vil blive tilpasset dine ønsker, faglighed og læringsbehov.
Derudover står 14 ergoterapeut-kollegaer klar til at byde dig velkommen til en spændende og alsidig Ergoterapi i rivende udvikling og forandring.
Stillingen er på 37 timer ugentligt, men vi hører gerne, hvis du har andre ønsker.
Du ansættes i Ergoterapi-afdelingen i Træning & Aktivitet i Halsnæs kommune. I ergoterapien løfter vi mange forskellige opgaver, og vi er inddelt i teams. Udgangspunktet er aktivitets- og deltagelsesudfordringer, hvor borgerens ønsker og prioriteringer er drivkraften og styrende for de indsatser, vi tilbyder borgeren.
Ergoterapien består af 14 engagerede ergoterapeuter, som, i fællesskab og sammen med vores ledelse, værner om en god arbejdsplads.
På fælleskontorerne vil du finde både unge og lidt ældre, erfarne og relativt nyuddannede ergoterapeuter og fælles for os alle er, at vi dagligt sparrer med hinanden, vidensdeler og erfaringsudveksler. I Ergoterapiafdelingen har vi også 4 social- og sundhedsassistent kollegaer, som vi samarbejder med om deres relative nyetablerede tilbud om fysisk træning i borgers hjem.
I Træning & Aktivitet finder du også kollegaer, som er fysioterapeuter, aktivitetsmedarbejdere med andre uddannelser, administrative konsulenter og tekniske medarbejdere. Træning & Aktivitet har base på Nørregade 87 i Hundested.
Der er ansøgningsfrist d. 19. april, og vi forventer at afholde ansættelsessamtale d. 24. april. Ansættelse gerne hurtigst muligt herefter.
Halsnæs er ikke som alle andre. Halsnæs byder på rå, nærværende og autentiske oplevelser i Kongernes Nordsjælland, der giver enestående muligheder for at udfolde sig. Halsnæs er ikke for fint, og det føles ægte. I Halsnæs byder vi folk indenfor i en afslappet stemning, hvor alle kan deltage og være sig selv.
Vi er en moderne og rummelig arbejdsplads med cirka 3.000 kollegaer, der hver dag gør sig umage for at levere velfærd og service af høj kvalitet. Vores værdier – redelighed, mulighed og helhed – er fundamentet for alt, vi gør.
Hos Halsnæs Kommune arbejder vi tæt på natur, hav og fjord – og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her får du ikke kun et spændende job, men også muligheden for at skabe et liv med ro, fællesskab og aktive oplevelser. Mange vælger at bosætte sig her for at få mere plads, nærhed til naturen og et stærkt lokalt sammenhold.
Vil du vide mere om, hvordan det er at arbejde i Halsnæs Kommune? Besøg vores hjemmeside eller vores LinkedIn-profil.
Vil du vide mere om, hvordan det er at bo og leve i Halsnæs? Besøg Flyt til Halsnæs og se, hvad området kan tilbyde dig og din familie.