Børne- og ungerådgiver til Myndighedsteamet, 9-17 år

Har du lyst til at være med i en velfungerende Børne- og Ungeafdeling, som gør en forskel for de mest sårbare børn og unge i Halsnæs Kommune? Så har vi en ledig stilling i vores myndighedsteam 9-17 år til besættelse hurtigst muligt. Stillingen er på 37 timer.

Området

Vi har gennemført en fusion af myndigheds- og indsatsområdet i januar 2024 i forbindelse med Barnets Lov således, at vi har skabt de bedste muligheder for at sikre børn og familier en tidlig og mere sammenhængende indsats ift. de forskellige behov og livsfaser, som børn og familier er i.     

Halsnæs Kommune er en mindre kommune. Det betyder, at det lokale samarbejde med daginstitutioner og skoler er nært og overskueligt, hvilket gør det muligt at arbejde med inddragelse af netværk tæt på barnets hverdag.

Halsnæs Kommune satser på lokale løsninger. Vores primære samarbejdspartnere i løsning af opgaver er vores dygtige familiebehandlere og kontaktpersoner. Vi har et aflastningstilbud i Hundested og en skole-dagbehandlingsskole. Vi kan derfor tilbyde stærke relationer til lokale og tværfaglige kollegaer, som sammen med dig skaber de bedste arbejdsbetingelser. 

Teamet

Myndighedsteamet er en del af Børne- og Ungeafdelingen, der består af i alt 9 teams: Indgangen, Tidlig Indsats 0-8 år, Myndighedsteamet 9-17 år, Sammen om Ny Velfærd, Anbringelsesteamet, Sundhedsplejen, Birkehuset og Ungehyblerne. Alle teams har egen teamleder, og der er to ledere af hele Børne- og Ungeafdelingen. Ledelsen prioriterer høj tilgængelighed, tæt sparring, faglig udvikling og samarbejde på tværs i afdelingen. 

Vi stræber efter at sammensætte sagsstammerne med udgangspunkt i børne- og ungerådgivers faglige interesse kombineret med børnenes og familiernes forskellige livsfaser. Det betyder, at nogle sagsstammer er opdelt i familiesager med henholdsvis små eller store børn/unge. Det er samtidig vigtigt for os, at vores familier oplever en sammenhæng i deres familieliv, hvorfor familierne kun er tilknyttet én sagsbehandler uanset børnenes alder. 

Vi er et team med ambitioner og humor, vi er rummelige og ærlige, og vi ønsker at udfordre og udvikle socialt arbejde, så det kan understøtte vores familiers udvikling og give os faglig glæde i arbejdet. 

Vi er på grund af fusion samtidig et nyere team, sammensat af to kompetente faggrupper. Du vil således få mulighed for at sætte dit præg på opbygningen af teamet og på den kultur, vi sammen skal udvikle. 

Vi vil gerne invitere dig med til

  • Tæt og meningsfuld dialog med børn og familier - altid med fokus på inddragelse og tryghed
  • At udvikle nye måder at arbejde på, med udgangspunkt i intentionerne bag Barnets Lov
  • At være en del af et fagligt engageret team, hvor der målrettet arbejdes med at lave de gode løsninger sammen med familierne og vores kollegaer
  • Et fagligt miljø med plads til sparring, refleksion og løbende kompetenceudvikling
  • Vores teamdage
  • Supervision, med ny supervisor pr. 01.01.2026  

Dine opgaver er bl.a.

  • At udarbejde screeninger, afdækninger, børnefaglige undersøgelser og børne/ungeplaner
  • At træffe afgørelse om foranstaltninger iht. Barnets lov
  • At have udviklende samtaleforløb med familier, der bl.a. gør familierne i stand til at tage imod hjælp
  • På sigt at være en del af indsatserne i familierne, evt. i samarbejde med familiebehandlerne

Vi forestiller os, at du

  • Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
  • Trives i en hverdag, hvor ikke to dage er ens
  • Har mod på at bringe dig selv i spil og finde løsninger sammen med familierne
  • Arbejder selvstændigt og kan prioritere i en travl hverdag – og som nyuddannet får du selvfølgelig en mentor
  • Værdsætter tæt faglig ledelse og ved, hvornår du har brug for sparring
  • Har gode IT-kompetencer og sans for det administrative arbejde

Vi tilbyder

  • Tæt faglig sparring ved leder og kolleger
  • Stort fokus på metode- og kompetenceudvikling
  • 14 dygtige kolleger i team 9-17 år og to teamleder, hvoraf 9 er børne- og ungerådgivere
  • 104 dygtige kolleger i den samlede Børne- og Ungeafdeling
  • Et ambitiøst, omsorgsfuldt og udviklende fagligt miljø
  • Mentorordning, ekstern supervision og mulighed for hjemmearbejdsdage
  • Vi har DUBU som IT-system og anvender ICS og LØFT
  • Vi søger at være fleksible, til gavn for vores medarbejdere og familierne

Vi arbejder på Rådhuset midt i Frederiksværk. Der er ikke kø på vejen om morgenen og om eftermiddagen. Der er en rar og uhøjtidelig stemning på Rådhuset.

Har du spørgsmål til stillingen, så er du meget velkommen til at kontakte teamleder Pia Andersen på telefon: 2117 9313 eller leder Heidi Eldov på telefon: 5167 5556.  

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker efter gældende overenskomst samt principper om Ny Løn. 

Ansøgningsfrist 

Onsdag d. 22. oktober.

Ansættelsessamtaler

Vi vil benytte os af at afholde samtaler løbende.

 

Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.

Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Teamleder i Team 9-17 år Børne- og ungerådgivere Pia Groth Andersen +4521179313
Kontaktperson:
Leder Heidi Johanne Eldov +4551675556
Jobområde: Børn, Unge og Undervisning
Varighed: Fastansættelse
Stillingsbetegnelse: Børne- og ungerådgiver
Ugentlig arbejdstid: 37 timer
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk
Telefon: +45 47 78 40 00 mail@halsnaes.dk
CVR: 29 18 84 16