Om tandplejen: Vi er et dedikeret team på 17 engagerede medarbejdere, herunder 4 tandlæger, 1 tandplejer og 11 klinikassistenter. Sammen arbejder vi for at sikre tandsundheden for 6000 børn og unge samt ca. 130 omsorgspatienter i kommunen.
Som leder af tandplejen får du ansvaret for at lede og drifte den kommunale tandpleje i Halsnæs Kommune og for at sikre et godt samarbejde med kolleger fra andre områder i kommunen, der hvor der er snitflader i dagligdagen. Du vil indgå i ledergruppen på Sundheds- og ældreområdet og skulle samarbejde med børn- og ungeområdet. Du vil også blive en del af kommunens Lederforum og derigennem få god mulighed for sparring med andre ledere.
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Lønnen forhandles ud fra dine kvalifikationer med udgangspunkt i gældende overenskomst og principperne i Ny Løn. Vi gør opmærksom på, at der ved ansættelsen bliver indhentet straffeattest og børneattest.
Har ovenstående vagt din nysgerrighed, så tøv ikke med at søge stillingen. Har du brug for at høre mere, så skriv en sms til Chef for Sundhed og Ældre Michala Jessen på 2712 3687, så ringer jeg dig op.
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbeviser senest d. 3. oktober 2024.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Vi holder ansættelsessamtaler d. 10. oktober i tidsrummet fra 12.00-16.00 og 2. samtaler d. 24. oktober fra 9.00-13.00. Der vil mellem første og anden samtale være en test og et kort møde med direktør Hella Obel. Der vil være case til anden samtale.
Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2024 eller snarest mulig derefter.
Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.
Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.
Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.